tirsdag den 24. februar 2015

2011 Cascina Tavijn, Piemonte Barbera ‘Bandita’ [revisit]


Nadia Verruas nedklassificerede Barbera d’Asti, som stadig leverer for fulde sejl. Selv en barbera-skeptiker som mig er fuldstændig solgt. Det er svært at beskrive hvad det er der gør den her vin så fantastisk, men lad os prøve. Den er uhørt heftig, uden overhovedet at være vulgær. Frugten er af højeste klasse, dyb og mørk med solbær og sorte kirsebær. Garrigue-krydring, lakrids, nybrændt tændstik og biotoner af pap og våd skov.
Men smagen er det bedste, perfekt balance mellem det vilde og det frugtige - intens frugtsyre, helstøbt frugt og rustik ufiltreret mundfornemmelse med en for barbera kraftig tanninstruktur. Lakrids, syre, tannin og frugt afslutter i perfekt forening. I’m in loove. 125,- hos Cibi e Vini.
92

mandag den 16. februar 2015

2005 Ettore Germano, Barolo Serralunga


Vi har fulgt Germanos 05-Barolo over nogle år og her med snart 10 år er den ved at være træt. For et halvt år siden kunne man konstatere at udviklingen var begyndt at gå stærkt - og det bekræftes her. Frugten viger og den muscovado-bedske, overmodne tone tager til.

Brunrød, semitransparent farve. Næsen har flot, kraftig serralunga-kamfer, gammelt læder, cement og frugt af blommer og likørkirsebær. Smagen er intens og heftig. Det er en flot, traditionel barolo med meget fast struktur og elementerne på plads. Her er blot en begyndende forskydning i balancen - frugt og syre viger lidt tilbage for bittertoner og de heftige tanniner.

Herlig nebbiolo - men bedst for et par år siden, da syre og især frugt sang med på arien og der var mere liv i aromaerne. 
Jeg kan virkelig godt lide Germanos stil - åben, ægte Serralunga-barolo med traditionelt snit og heftig struktur. Desværre er priserne steget en del, Viniropa importerer.

lørdag den 14. februar 2015

2011 Sébastien Magnien, Bourgogne Hautes Côtes de Beaune VV


Den unge Sébastien Magnien har 10 hektar i Mersault, som han dyrker økologisk uden at være certificeret. HCB lagrer 12 måneder på brugte fade.
Flot pinot-duft med let fad og fin personlighed: Hessian/sækkelærred, citronskal og saltlakrids dominerer duften.
Slank og let i smagen med delikat frugt med kraftig citronskal og ribs. Saltlakrids og gran/grene kommer til midtvejs. Syren støtter flot op om frugten og der er god tænding i strukturen, men i forhold til hvor syngende syren kan være i Beaune-vine, mærker man her den tidlige og varme 2011-årgang som et let klæde henover løjerne. Ganske let tannin og god frugtintensitet sikrer en flot og elegant finish.
En fin Bourgogne, elegant og med interessante citrusskal-aromaer. Brandis importerer Sébastien Magnien og sælger til gode priser.

torsdag den 12. februar 2015

2013 Bainbridge & Cathcard, Cuvée Highway.8 VdF


Hvis du kommer i nærheden af Den Vandrette på Havnegade, så gå derind og spørg efter et glas af den her. Eller køb den hos Rosforth. En vidunderligt saftig vin - ufatteligt letdrukket og forførende. Ren cabernet franc fra Bainbridge-parets 4 hektar i Anjou, Loire. Macererer semi-carbonique i hele klaser tre uger og aftappes usvovlet med kapsel.
Skøn frugtig bionæse med tonsvis af tyttebær, friske kantareller og lidt mynte. Munden har lille friz og det bidrager til det ultra-friske udtryk. Frugten er rund, men med god, dyb syre og så et overraksende, skiferagtigt tanningreb i afslutningen. Sødmen er mærkbar og bliver måske trættende i længden, men et glas eller to af den her og man smiler taknemmeligt.

søndag den 1. februar 2015

Piemonte, Toscana og Sicilien med Merolli



Tre vine fra nord, midt og syd - sjovt nok med den sydligste som mest slank og kølig. Alle importeret af Carlo Merolli og alle prismæssigt omkring 100+ kr.

2010 Judeka, Cerasuolo di Vittoria
60% nero d’avola og 40% frappato fra siciliens eneste DOCG. Økologisk dyrkning, to ugers maceration og kort lagring på cement.

Kraftig og spændende næse af kommen, Kongen af Danmark-bolcher (anis), rågummi og salmiaklakrids sammen med slank frugt af friske figner og tranebær. Duften er hele tiden i bevægelse og der kigger lidt flygtige syrer frem - så det er en vin i hastig udvikling. Men en smuk af slagsen!
Klassisk og slank i smagen også, ‘norditaliensk’ i stilen - eller måske endda snarere spätburgunder-agtig, med den delikate lille sødme, anis og halvkemisk frugt. Men fignerne især i eftersmagen afslører nero d’avola og det sydlige ophav. Masser kerneagtige bittertoner, dog er afslutningen let og næsten uden tannin.
En lækker vin, masser af fine indtryk at hente op ad glasset og masser af drikkeglæde. Skal ikke lagre eller stå åben for længe. Udsolgt - 145 kr. koster 2012'eren, som klart skal prøves.
89

2011 Gemma, Langhe Nebbiolo ‘Bricco Ruja’
‘Venlig’ er vel egentlig ikke sådan man ønsker sin nebbiolo. Er man fan, forstår man kvaliteten i den hårde struktur - de hvinende syrer og de knastørre tanniner. Og får man lyst til ‘venlig’, vælger man noget andet. Ikke desto mindre betegnes Gemmas Ruja sådan, så lad os se på hvad en venlig nebbiolo er.

Det venlige stammer først og fremmest nok fra den varme årgang. 2011 er tydelig her, og det resulterer i en blød vin som er meget frugtdrevet med kirsebærene helt i front i aromaspektret. Men de sædvanlige nebba-markører er stadig med! Roser, ribssaft, rust og ferskensten ligger som et bånd underneden.
Smagen er saftig og rund og igen frugtdrevet - kirsebære, roser og ribs. Syren er temmelig mådeholden for typen, men det er alligevel uden den lidt slatne fornemmelse man kan have i fx. Gemmas Barbaresco som Dansk Supermarked sælger billigt. Det her er klart en bedre vin, mere helstøbt og i balance. Og med både karakter og integritet.
En venlig vin ja, en saftig allrounder - like it or leave it. 
Fra enkeltmark i Roddino. Lagrer 9 måneder på stål/botti. 105 kr.
87

2011 Majnoni, Chianti Riserva
Majnonis powerhouse af en økologisk top-chianti får her yderligere superkræfter fra den varme årgang 2011. Allerede i en kølig årgang som 2008 er riservaen en kraftig vin - og her får den altså endnu mere gas. 
Majnoni høster først druerne til den vidunderlige basischianti og lader druerne til riservaen hænge længere. 22 dages maceration og 11 måneder på barriques.

Kraftig og dyb næse med kokos og mint, hængt kød og frugt af blommer og kirsebær. Virkelig tæt og intens. Smagen følger trop med stor kraft i den koncentrerede, mørke blomme-frugt. Lakrids og tobak kommer til og finalen er resolut og virkelig kraftig med intense, grovkornede tanniner. Syren er balsamisk og sætter en flot ramme. Flot længde, dog en med en del (fad)bedske toner.
Den har balls, men det er ikke den mest elegante vin. Høj alkohol, høj syre, kraftige tanniner, tæt frugt, kraftigt fad. Blindt ville dette have været en klokkeklar sagrantino-kandidat med sin mørke koncentration og meget-af-alting. 
Jeg er vild med 08-udgaven af denne rustikke vin, her bliver det et nyk for meget for mig. Men anbefales hvis man er til meget kraftige vine! 109 kr. lige nu er en god pris.
88