tirsdag den 29. december 2015

VANG #2

I ved det selvfølgelig, men hvis det skulle være undsluppet opmærksomheden (måske fordi I af gode grunde for længst har droppet den trykte vinpresse): Det cooleste, sjoveste og mest interessante vinblad er udkommet for anden gang - VANG #2


Skynd dig til din nærmeste vinbutik og hvis den ikke har Vang - eller har haft - ved du, at du måske køber vin det forkerte sted. Eller skriv til Vang-gutterne og få det tilsendt. Bladet er gratis, men støt det dog så der også kommer en 3’er: mobilepay 60563225 eller på konto 0400-4020551580 - se vangvangvang.dk eller facebook.

Jeg har selv bidraget til herlighederne med bl. a. en - generaliserende og påståelig? - kronik om Piemontes fortid og fremtid.

Godt nytår!

mandag den 28. december 2015

2010 Ferme la Sansonnière, Grolle Noire


Mark Angéli laver vin i Anjou, Loire på Ferme de la Sansonniere, et af foregangsdomænerne for biodynamisk og naturlig vin i Loire. Grolleau’en her er en smule atypisk i forhold til andre jeg har smagt, hvilket nok skyldes vinificeringen, som vel er en slags carbonique (døm selv, man kan læse om den her hos wineterroirs). Den er ihvertfald mere blåtonet og tæt i stilen end mange andre grolleau’er.

Men det gør jo ikke noget! I duften er der først og fremmest et væld af lakrids - lakridspulver og -rod, anis, salmiak. En elegant vanilieagtig (ikke fad) tone ligger sammen med frugten af kogte blåbær og jordbær, og lidt mere snavsede toner af kål og bildæk er der også.
Sødmefuld, slank frugt i smagen, blød og rund til at begynde med, men syren kommer med fra midten og kraftige tanniner lukker rigtig flot. Eftersmagen er nærmest champagne-agtig med kridt og gærtoner. Den særlige vinificering hvor druerne presses gradvist i selve tanken under den lange maceration af tyngde ovenfra giver kraftige tanniner pga. skalkontakten, men ingen grønne/bitre tanniner fordi det foregår så nænsomt.
Der er en fersk og sprød struktur her og det er en skønt læskende vin, alligevel med masser af - egentlig ret klassisk - vinøs ‘storhed’ i form af bredde og kompleksitet. En flot vin, dog var én flaske nok for nu. Rosforth importerer, 175,- i Le Pinard.

onsdag den 23. december 2015

9% alkohol, 100% love

2 biodynamiske vine fra hhv Loire og Jura. Begge er spontangærede, ikke filtrerede og uden tilsætninger. Forfriskende lav alkohol i begge to: 9%.

Francois Saint-Lô, Saint Grolô
En fantastisk vin! Fjerlet grolleau med helt lys, transparent farve og de fineste, delikate aromaer af blodgrape, hindbær, svampe og lakridsrod. Slank og sprød i munden med tranebær og campari og en lille smule frizz fra lidt malo i flasken. Ikke uden (rest)sødme i frugten, det er dog helt ok i den her slanke, saftige stil - der er masser af syre i den friske frugt. Vildt bitter ud i eftersmagen, med en åleslank tråd af engelsk lakrids. Det er smukt!


Domaine de l’Octavin, Corvées de Trou Trou
Trousseau fra Arbois. Radikal grå-rød(!), transparent farve og en smule forhøjet viskositet, formentlig en mindre oliefejl (Lot Trouss14) - noget man ellers fjerner med svovl, hvis man altså bruger den slags.
Men duft og smag skulle være intakt, og det er rigtig godt! Flot duft - tætvævet og rund i frugten, sart og uhyre karakterfuld på samme tid. Nyplukkede hindbær og skovjordbær sammen med mere højfrekvent citrusaromatisk clementin og et dybere mineralsk spor a la cement sammen med let oxidation. 
Perfekt balance i munden med en støvet, syrerig frugt og slank smagsstruktur, som alligevel har masser af fasthed, elementerne er vævet helt tæt sammen. Helt fersk, først på bagkanten kommer et lille salt strejf sammen med et delikat knib af bitterhed. Klart, det er en let vin, så der er ikke stor tyngde i afslutningen, til gengæld er der en skøn elegance og saftig drikbarhed.

søndag den 20. december 2015

2013 BioVio, Rossese Riviera Ligure di Ponente


Rossese.. Ikke ligefrem nogen grape-celeb. BioVio er en økologisk producent i Albenga, Ligurien (mellem Nice og Genova), som dyrker områdets lokale druer som fx rossese, pigato og selvfølgelig vermentino.
Rossesen her er en rigtig fin vin, helt lys og transparent, let i krop og alkohol (12,5%) og med en tilbageholdende duft af jordbær, bagt rabarber, marcipan og en let krydring af bark og lakrids. Smagen er sødmefuld og jordbær/rabarber-agtig med lidt restsødme, ikke ulig noget vellavet basis-spätburgunder. Ikke at det er en sød vin overhovedet, der er masser friskhed i den lette krop, især på bagkanten hvor syren klarer op. 
Der mangler måske noget af den karakter som andre druer i samme lys genre kan fremvise fx. poulsard i jura eller grignolino lige ovre på den anden side af grænsen til Monferrato, Piemonte. Men det er alligevel en fornøjelig vin - sødlig, charmerende og elegant.
Supermarco i sydhavnen importerer BioVio. Jeg tror ikke de har rossesen, men jeg skal da ud og have fat i noget af det hvide.

fredag den 11. december 2015

Simplicamente & Litrozzo


To bud på basisvine lavet på en naturlig måde - uden kulturgæring, svovl og filtrering. Både Le Coste og Ulivi laver fremragende vin, men her er det snarere drømmen om enkel, ren og billig vin i lidt større oplag - vin de soif, både i mængde og stil - som driver værket. ‘Simplicamente’ kommer i 8000 kapselflasker og ‘Litrozzo’ i 2500 (én-liters, kork).

Belotti (Cascina degli Ulivi), Simplicamente Rosso VdT
‘Simplicamente’ fra Stefano Belotti i Monferrato åbner med en virkelig flot og levende duft - intenst mørk, bitter og syrlig. Æbleeddike, spids lakrids, ammoniak og ferskenskind.
Kraftig og syrerig i munden, arketypisk barbera med lidt volatile syrer i halen. Grynet lakrids, intense kirsebær og skovbrombær. Lidt Loire-francagtig metallisk kant som sikkert kommer fra dolcettoandelen. En perfekt vin til os som kan synes at barbera kan blive lidt venlig i det. Finishen har en meget fin sødme af kogte brombær. Det er en rustik vin som alligevel føles ren - der er masser af saftig frugt, og man kan smage at der ikke er svovl i det her. En skøn vin - faktisk med en uventet dybde og seriøsitet.
Lavet på 60% barbera og 40% dolcetto, lagret 11 måneder på store fade. 13,5% - ingen tilføjet svovl (15mg/l total).


Le Coste, Litrozzo VdT
Ufiltreret og ikke dekanteret, dvs. farven er helt tæt matrød. En meget enkel vin fra Le Coste i Lazio - i forhold til ‘Simplicamente’ er vi her på et andet, lavere niveau. Der er ikke den samme dybde i frugt og struktur men til gengæld god saftighed og tæthed. Hindbær, sure kirsebær, lidt kølige mintagtige toner og stilket bitterhed. Syren vil være vel volatil for nogle, det generer ikke mig, og jeg kan godt lide den rustikke no-nonsense-stil. En helt klar vin til (enkel) mad, den er ikke rigtig interessant nok på egen hånd, og det er vel heller ikke meningen.
Til 10-15€ for en liter kan man ikke regne med mere, på den anden side er det interessant med et konkret bevis på at billig vin ikke behøver være industriel og kunstig.
Lavet på grechetto rosso, ciliegiolo, vaiano, og canaiolo. 10,5% - ingen tilføjet svovl (10mg/l total).