onsdag den 6. maj 2015

2012 Muhr-Niepoort, Grüner Vetliner Amphora


En fantastisk grüner! Fra Muhr-van der Niepoort i Carnuntum i det østligste Østrig. Ingen tilsætninger, macereret 10 måneder i amphora.

Støvet bronzefarve og en meget særpræget duft - stram, slank og enormt intens med kraftige østerskaller og nyopgravede gulerødder i front. I den tætte duft er der også rosmarin, ler, enebær, chili og peber. Der er ikke meget frugt - og godt det samme, den her vin lever på kompleksitet og jord-, sten- og skaldyrsmineraler, en vidunderlig og radikal næse.
Lidt mere frugt er der smagen af slank abrikos, gulerødder og pomerans. Sten, salmiak og chili er med hen mod slutningen, og i eftersmagen er der en lille fin smørtone som runder af. Tæt, men let (12,5%)

Frisk syre, ekstremt mineralsk, karismatiske aromaer og peberkrydring. Jeg elsker når en vin går hele vejen, som den her gør - Hut ab! Atomwine importerer Muhr-Niepoort - jeg håber de får nye årgange af den her hjem, 12 er udsolgt.

Ingen kommentarer: