lørdag den 1. november 2014

Meyer-Näkel


2010 Meyer-Näkel, Ahr Spätburgunder 'Blauschiefer'
Spätburgunder fra gamle stokke på de meget stejle skifer-skråninger ved Dernau i Ahr. 18 dages maceration og 10 måneder på gamle barriques.
Helt lys, transparent tomatrød farve. Smuk, æterisk duft af blodappelsin, jordbær, salmiaklakrids og røg.
smagen er næsten asiatisk i sin profil med sin sur-søde smag à la citrongræs og soya. Stilen og niveauet minder meget om Seehofs Derby, men her hos Meyer-Näkel er der en lille kantet tobakstone og en lidt mere mørktonet mineralitet, næsten som kulstøv.
En vidunderligt let og elegant pinot med flot aromaspil og arketypisk pinot-karkater i alle aspekter. €21 i Tyskland.
90



2011 Meyer-Näkel & Klumpp, Baden Spätburgunder ‘Hand in Hand’
et rørende projekt hvor parret Meike Näkel og Markus Klumpp er fælles om en Baden-pinot. Helt lys, transparent blårød farve. Skøn intens duft med frugt af hindbær, jordbær og lidt cola, masser af søde krydderier, kridtmineraler og røg og et strøg af friskmalet kaffe. Flot næse!
Smagen er frisk og saftig med bærene igen sammen med gulerod og god æbleeddike. Syren er frisk og levende og kroppen slank men med fin intensitet. Aromaspillet er rigest alene, mens den letdrikkelige saftighed tager over til mad. En skøn pinot! Blauschiefer er en bedre vin, men jeg tror jeg morede mig mere over den her. Sådan er det nogle gange. €13 i Tyskland.
88


2012 Meyer-Näkel, Ahr ‘Us de la Meng'
Også basisvinen Us de la Meng (‘ud fra mængden’) er værd at prøve. Supermarkedskæden Kaisers i Tyskland har et trist vinsortiment, men har for nylig indført en kvalitetsbetonet serie med (basis)vine fra nogle af de rigtig gode tyske producenter, heriblandt denne. Blend på spät-, frühburgunder og dornfelder, som lagrer på store fade. Helt mørk sort-lilla farve og aroma af youghurt, sorte bær og lidt julekrydderi. Saftig og læskende smag med blød, mørk dornfelderpræget frugt og med 4 g/l restsukker også en lille saftet sødme. €11 i Tyskland.
85

Ingen kommentarer: