torsdag den 31. december 2009

2006 Matteo Correggia Barbera d'Alba

Matteo Correggia er en af de bedste producenter i Roero nord for Langhe i udkanten af Alba-zonen. Han producerer berømmede enkeltmarksvine på nebbiolo (Roche d'Ampsej) og Barbera (Marun) i modernistisk stil. Denne er husets basis-barbera, som er lagret 12 måneder på brugte barriques, 6 mdr. på stål og 6 mdr. i flasken inden frigivelse. 
Farven er smuk, dyb rubinrød med sort kerne. Fantastisk næse med intens, blød bærfrugt er åben med det samme: Sødlige kirsebær, modne blommer, oliven, chokolade og lakrids. Det er en imponerende vellykket integration af primærfrugt og de tydelige fadaromaer. Smagen er blød og behagelig med lækker bærfrugt, men mindre interessant. Finalen har ok lakrids, men er en anelse for alkoholpræget (14%) - sikkert fordi der som sædvanlig for barbera ikke er nævneværdige tanniner til at hamle op.
89

2005 Pelissero Barbaresco Nubiola

Pelisseros basisbarbaresco kaldes nubiola. Halvdelen er lagret på barriques og halvdelen på store fade. Den er rubinrød med en antydning af orange kant. Duften er ret lukket og helt domineret af sødlige fadaromaer: karamel, svampe, kanel etc. Ikke meget nebbiolokarakter i næsen. I munden er vinen bedre; syrlige kirsebær, hindbær og god lakrids som efterfølges af lækkert raspende tanniner, som beklæder munden med fløjl. Ret kort i finalen, men en lækker tanninlukning på forløbet. Kunne godt være i en lukket fase, men vinder nok alligevel ikke særligt med tiden; der er for lidt frugt og syren er trods alt for mat.
87

søndag den 27. december 2009

2006 Produttori del Barbaresco, Barbaresco



Transperant rubinrød. Fantastisk og intens næse åbner sig efter luft: Masser af hindbær, lakrids, glycerin, lak, mandelessens og krydderier. Frugten mørkner mod blommer efterhånden. Smagen har saftspændt lys frugt med kraftig syre. I et tostemmigt forløb strømmer vandige blommer nederst med syrlige ribs øverst. Tanninerne fader langsomt ind sammen med salmiaklakrids og binder sløjfe på smagen. Tanninerne drejer en anelse mod det bitter-grønlige til sidst, men vinen er også urimeligt ung på nuværende. Ribs og hindbær bliver bare ved og ved i eftersmagen. Dette er fremragende. Traditionel stil, elegant og kraftfuld på samme tid. På gensyn!
91+

fredag den 25. december 2009

2006 Falesco Ferentano Lazio IGT


Hvidt har også ret! Lysegul med limesaft-grønlige strejf. Næsen er indbydende og domineret af grønne æbler med lidt fersken, flint og mynte - og lidt skaldyr. Lys og frugtig i smagen elegant ledsaget af lidt mynte og lakridsrod. Fra midten og ud i finalen tager bitter ferskensten gradvist helt over - lidt bizart, men faktisk vældig behageligt. En dejlig hvidvin som har en fin dybde og elegance.
85

2005 Le Ragose Amarone della Valpolicella Classico

Dyb rubinrød-violet med sort kerne. Tyk, koncentreret struktur. Duften er indbydende og kompleks med sorte bær, kirsebærsovs, portvin og lakrids med lidt mynte og tobak. Smagen er intens og tyk med sorte, søde kirsebær og lakrids. Alkoholen stjæler billedet lidt i finalen, men det overordnede billede er en god, klassisk Amarone, som det dog egentlig er alt for tidligt at drikke. Genrelt synes denne vintype at have karakteristika som er mest charmerende i moden tilstand og det gør sig også gældende her.
87

onsdag den 23. december 2009

2006 Ca' Vergana Barbera d'Asti Superiore



Rubinrød med sort kerne. Dejlig frugtig næse med blomme, kirsebær, appelsinskal, lakrids, æblejuice og en anelse svampearomaer fra store fade. Duften er frisk og ret fantastisk fordi friskheden spiller sammen med en blød dybde og kompleksitet, som ellers karakteriserer vine af ædlere avl. I smagen er vinen noget mere enkel grænsende til kedelig, men dog med barberadyderne nogenlunde i spil; frisk syre og god frugt med kirsebær og syltede agurker som glider fint over i tjæret finish. Ligeså typisk er de bløde/svage (alt efter temperament) tanniner; det er syren, de tjærede/lakridsede elementer og alkoholen som udgør finalen i de enklere barbera-vine og det klares lige akurat her. En druetypisk hverdagsvin, som for typen er i ok balance.
83

mandag den 21. december 2009

2000 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Montestefano

Rubinrød. Lidt sky bærfrugt i duften: Kirsebær, blomme, lidt hindbær og masser af lakrids. Med luft kommer skovbund, lak, læder, nødder frem. I smagen er kirsebær og ribs dominerende sammen med en stærk syre og også her tonsvis af lakrids. Blød slutning med flot længde, tanninerne er integrerede - næsten så meget at man kan komme til at savne dem lidt i kadencen. Kompleks og elegant - grænsende til det sarte. Virkelig flot balance. Jeg vurderer at den så småt er på vej over i et mere modent smagsspektrum og derfor vil være bedre med yderligere lagring. Der er ihvertfald masser af frugt og syre til mange år i kælderen. Lige nu er den en anelse anonym omend i skøn balance.
90

mandag den 14. december 2009

2005 Bodegas y Vinedos de Cal Grau, La Ninota




Cal Graus entry level vin på intet mindre end 6 forskellige sorter(!). Farven er flot, klar rubinrød. Først er næsen meget bordeauxet med grønne toner og blød (merlot-)frugt, efter luft åbner en skøn næse sig fyldt med blommer, skovbær, marcipan, kamfer og rabarberkompot. Smagen er utrolig frisk og saftspændt med solbær, tørrede tranebær, rabarber, lakrids og med en diskret sødme. En lækker syre og faste tanniner binder sløjfen på en flot og kompleks smag som er overraskende fokuseret. Lang eftersmag som begynder med peber og har en lang bærret udklang. Det er ikke stor og seriøs Priorat, men en virkelig vellykket og charmerende madvin.
88

fredag den 11. december 2009

2004 Gemma Barolo 'Colarej'




Rubinrød med brunlige reflekser, lys men med flot viskos struktur. Duften er umiddelbart frugtig og ligetil med blomme og kirsebær og har en god dybde med røg, nelliker, jord, appelsinskal og kamfer. Efterhånden kigger subtile fadtoner som kanel, kaffe og lidt svampe frem. Frugtig og saftspændt i smagen, kirsebær afløses af jordbær, blød lakrids og godt markerede tanniner. Ikke ueffen Barolo i traditionel stil med mange af de klassiske træk og dyder. Kommer ikke helt op at ringe, men denne specialcuveé fra marker i Serralunga er klart en klasse over Gemmas basisprodukter og et glimrende glas til prisen. Er nok i stødet pt., men kan gemmes et par år.
90