tirsdag den 21. april 2015

2012 BattenfeldSpanier, Rheinhessen Riesling Hohen-Sülzen


Biodynamisk orts-riesling fra det sydlige Wonnegau i Rheinhessen.
Efter noget luft blomstrer en vidunderlig riesling-duft frem med masser af kørvel og stjernefrugt sammen med nøddede aromaer af frisk kokos, nougat og safran.
Velbalanceret og virkelig delikat i smagen, hvor kalkede mineraler holder strukturen oppe. Masser af frugt og syre og især en kanonflot finish hvor det vælter med safran.
En smuk og åben riesling i frisk, tør og elegant stil med kraft og saft. Atomwine importerer.

mandag den 20. april 2015

2010 Fontanafredda, Barolo


En fint balanceret nebbiolo som ingenlunde spiller i liga med de mange gode ‘håndværks’-Barolo, men mere skal ses som et alternativ til en Langhe Nebbiolo. Det gælder jo iøvrigt også prisen. Det er ofte i de rigtig gode årgange at de mindre (kvalitetsmæssigt, ikke i kvantitet) producenter kan levere gode, overraskende resultater, og det synes jeg faktisk Fontanafredda gør her. Selvom man da ikke kan lade være med at tænke hvad der dog kunne ske af mirakler på de enorme monopolbesiddelser Fontanafredda har i Serralunga..

Elegant nebbiolostil i både farve, duft og smag. Lys og let. Fin og meget druetypisk duft af jordbær og roser sammen med kølig mint og kalkede/grusede mineraler. Smagen er let, men har fin, moden koncentration i frugten som er lige på nippet til at blive lidt vingummi-træls (kulturgær) men redes af en ok levende syre og et kækt tanningreb.
Det er ikke højsang, der klinger i glasset - men det er lige før jeg køber flere. Først og fremmest er jeg glad for det relativt elegante nebbioloudtryk her. Plus det er mange år siden en god årgang af selv disse semitriste supermarkedsbaroloer har været nede på 99,-
87

fredag den 17. april 2015

2012 Patrice Rion, Bourgogne Chardonnay


Patrice Rion har 6 ha marker i Nuits-Saint-Georges, husets eneste hvide her er dog fra en lille mark udenfor Beaune. Biodynamisk dyrket og lagret et år på gamle fade. Lukket med skruelåg, som Rion gør en målrettet indsats for at indføre, også på lidt større vine. Ifølge dem koster det ikke mindre, men korkkvaliteten er kritisk dalende og syntetisk prop er det dårligste valg. Old world-fetichister som mig græmmer sig jo lidt, men de er i det mindste velargumenterede omkring det.

Klassisk bourgognenæse med fin, krydret frugt og moderat fad. Nelliker, citronskal, æble sammen med kraftige mineraler af kalk og salmiak og lette animalske toner af tørret fisk og jomfrusmør. En delikat og ganske kompleks duft.
Flot frugt i smagen, fint forløb i klassisk, slank stil - dog med en vis tyngde og intensitet i frugten af citron og filippaæbler. Ikke superlang, men meget elegant og nuancerig og med rigtig god fasthed isæt på midten. En fornøjelse. 180,- Bichel

onsdag den 8. april 2015

Biobrændsel


Hvad skal lette forbrændingen af mængderne af lasagne, pizza, pasta og de andre danske nationalretter? Svaret er mangfoldigt, men et godt bud er ungt, saftigt og bio. Når du alligevel er igang med den franske løgismose-kylling og det hjemmebagte surdejsbrød, så giv dog en tyver ekstra og få en ærlig, vellavet økovin til - frem for industrirædslen fra supermarkedet med kunstig syre, gær, svovl etc.
Her er der to saftige eksempler importeret af hhv. Merolli og Bichel, begge til 75 kr.

2013 Majnoni, Chianti er blåfrugtig, spændstig og frisk med dæmpet duft af blåbær, tør jord og lakridsrod. Meget cab franc-agtig i munden med saftig og næsten metallisk struktur med levende syre i den ellers bløde blåbær- og solbærfrugt. En herlig vin, enkel men ikke banal. Den mørke, slankt syrlige frugt er faktisk virkelig fin.
86% sangiovese, resten malvasia nera og pugnitello. Lagrer 7 måneder på cement. I øjeblikket får man ‘større’ vin for pengene i Majnonis 2012 superiore, som høstes senere og ligger på træ. Men den ene procent lavere alkohol betyder meget for mig og jeg foretrækker nok ofte den her basischianti (som dog var en anelse mere levende i 2012-udgaven)
86

2013 Saladini Pilastri, Rosso Piceno er i samme friske, mørkfrugtige stil, men mere saftet med lavere syre og rundere frugt. Balsamico, søde krisebær og basmatiris i den afdæmpede næse og en meget velbalanceret smag med fokus på direkte, umanipuleret saft domineret af kirsebær. Peaker på midten og har et fint lille lakridsbid i den korte finish. En udmærket allround-vin (hvem råbte buffet?), ærlig, ren og vellavet - lidt sødere og fyldigere end Majnoni. 80% sangiovese, 20% montepulciano, 4 måneder på tonneaux.
85

søndag den 29. marts 2015

Riffault & Roche Blanche - naturlig Loire sauvignon


To herlige og meget anbefalelsesværdige sauvignoner fra Loire i hver sin stil, men sjovt nok med det fællestræk at de har gennemgået malolaktisk gæring, hvilket ellers ikke er kotume med sauvignon. Årgangene går kraftig igennem her - kølige 13 og varme 11.
Begge vine er økologiske (Riffault også biodynamisk) og naturligt vinificeret. Riffault er nok den ‘bedste/største’ vin, men jeg tror alligevel jeg foretrækker Roche Blanche's kølighed. Begge er fra Rosforth, men er drukket til fair flaskepriser hos hhv. Café Lillebror (Jarmers Plads) og Den Vandrette (Havnegade).

2013 Clos Roche Blanche, Touraine Sauvignon No. 2
Fin og helt slank duft som er domineret af kraftig anis sammen med frisk græs, fennikel, grapefrugt og sarte hvide blomster (anemone). Fot og indbydende i smagen også hvor syren er høj og frisk, kroppen let og igen med en anis-domineret finish. En delikat og forførende sauvignon, hvor den kølige årgang slår igennem i en frisk og slank struktur.
Macération carbonique og malo, lagring sur lie på stål og aftapning uden filtrering eller svovl.
114 Rosforth / 350 Lillebror

2011 Sébastian Riffault, Sancerre ‘Les Quaterons’
Her er vi straks i en anden stil. Stadig klare sauvignon-typiske markører af tomatstilk og hø men frugten er mere moden og aromatisk med gule æbler, abrikos, appelsinskal og hyldeblomst. Kroppen er mellemfyldig med cremet tekstur, intens frugt og god længde med en lille varme i finishen.
Bredere og dybere i spektret end Roche Blanche, men også lidt tungere og mere parfumeret - med stigende temperatur får man næsten traminer-vibes med de fede hyldeblomstrede toner og (let) eksotiske frugt.
Fra enkeltmark og høstet sent med 35 hl/ha udbytte. Spontangæret og lagret halvandet år i stål sur lie.
168 Rosforth / 370 Vandrette.

fredag den 27. marts 2015

2004 Altesino, Brunello di Montalcino [Revisit]


Det er vel nu her efter 10 år at selv gode vine kan begynde at falde fra. Det er spændende at følge, især i en topårgng som 2004.

2004 Altesino, Brunello di Montalcino
Fin og elegant udviklet Brunello med transparent tomatrød farve og orange kanter. Lukket i begyndelsen, men vårner sandelig op efter et par timer til en traditionel  elegant duft af ribs, umodne jordbær, hindbær, gran, kanel, citronskal og lakridsrod. Let volatile træk er med og en anelse svampe/skovbund/trøffel inderst. En smuk næse - ‘dufter af dansk sommer’ siger én, og har ret.
Meget velbalanceret og rolig i munden. Afdæmpet syre, men alligevel meget frisk i strukturen: sprød, syrlig og slank frugt af pigeon-æbler, ribs og rabarber sammen med toner af lyst læder og lak. En smule trøffel og æbleskræl i eftersmagen.
Ærkeklassisk og fint modnet sangiovese, det her er godt! 400 kr hos Philipson, købt for 130. 2010 koster 150.
91

2004 IASMA, Trentino Merlot
Vi prøver op mod en anden 2004’er - merlot fra Istituto Agrario San Michele som macererer tre uger og ligger på brugte barriques et år.
Herlig, moden duft lige ud af flasken - kraftig næse af jord og svampe sammen med calvados, violer og kirsebær. Klokkeklar druekarakter med den ‘flæskede’ mørkerøde merlotfrugt, som jeg finder temmelig forførende. Fadet er integreret og uddyber underskovstonerne.
Flot i smagen som har markant struktur med hårdt bid i syre og tannin. Mørk, forførende frugt hele vejen og afslutningen har en mineralsk kølighed med grafit og der kommer lidt smør fra fadet til ud i eftersmagen.
En stor fornøjelse og rigtig flot den første aften. De brændte malt/calvados-toner tager over dag 2, hvilket vil sige at den så småt er ved at være færdig. Men hvorfor også lade den stå? Er næsten udsolgt hos Carlo Merolli, men 2010’eren er der også - fristende! 130 kr.
89

torsdag den 26. marts 2015

Cantina Colle San Domenico


En hvid og en rød fra Cantina Colle San Domenico i Taurasi-zonen hvor aglianico er konge og fiano dronning. To interessante vine, som kombinerer umiddelbar saftighed og drikkeglæde med seriøse træk.

2013 Colle San Domenico, Fiano d’Avellino
Gyldengul vin med frugt af appelsin, gule roser og ananas i næsen sammen med toner af stegt kød, hø og stål-agtige mineraler. Saftig og balanceret i smagen med fin syre og godt med frugt i en mellemfyldig-fyldig krop. Syren og frugten er rigtig fint afstemt og der er godt bid i afslutningen.
Det er en flot og indbydende hvidvin i god balance, og med karakterfulde elementer som fastholder interessen og gør den til lidt mere end bare endnu en almindelig hvidvin.
89

2012 Colle San Domenico, Irpinia Aglianico
Huset producerer to aglianico’er foruden Taurasi. Denne her vinificeres og lagres kun på stål, selvom jeg blindt helt sikkert ville have gættet på at der vær træ involveret: Sødlige botti-agtige aromaer af gummi, læder, tørrede svampe og karamel er der nemlig masser af i næsen. En virkelig indbydende duft, hvor også en klar, koncentreret kirsebærfrugt går igennem.
I munden en imponerende sprød og saftig tekstur med en rigtig flot balance mellem den høje syre, en lille frugtsødme og de mørke, bitter-tørre elementer af lakrids og kul-agtig tannin. Intense røde kirsebær dominerer frugten. En decideret fornøjelse med både seriøsitet og saftighed. Eneste anke er, at den virker lidt højt svovlet.
88

A Vinstouw importerer til hhv. 99,- og 129,-

lørdag den 21. marts 2015

2009 Schiavenza, Barolo Serralunga


Jeg har næsten ikke købt noget italiensk 2009 ind. Italien ligger simpelthen på varmegrænsen i forvejen, så i varme årgange som 07, 09 og 11 bliver det ofte for meget. Når det alligevel giver mening at hente lidt Schiavenza, er det på baggrund af deres fabelagtige 2003’ere. Som nogle af de eneste, var der fuldt lagringsdygtige og strukturerede Baroli derfra i den hede årgang.

Her i 09-normalen er alkoholprocenten dog oppe på 15 og det er ærligt talt over min mentale grænse. Vi giver det alligevel en chance og markørerne er da på plads i en flot, schiavenza- og serralungatypisk Barolo:
Næsen har savlfremkaldende syrlige kirsebær og moskus og man kan dufte tanninerne: ferskensten, tavlekridt og rust. Men der er også en del alkohol, bitre sprittede toner, som drejer over i mere klassisk lak med luft. Asfalt og mere likøragtig figenfrugt kommer til.
I munden mærker man faktisk ikke varmen, men det er en koncentreret og ikke helt så intenst syretændt og saftspændt nebbiolo, som Schiavenza ellers excellerer i. Powerstruktur og længde - figner, ferskensten og tjære.

Bevares, det her er flot Barolo - Schiavenza er en af mine helt store favoritter. Der er bare skruet lidt ned for nogle af de ting jeg godt kan lide, og lidt op for dem jeg kunne undvære.
90

mandag den 16. marts 2015

Vinduo 2015

Rosforth og Vinrosen bød op til dans i Odd Fellows fine sale sidste weekend. Omgivelserne skriger Bourgogne, og det er der da også en del af - men bourgoisie-fimsen luftes ud af de rebelske øko-producenter, der gør tingene præcis som de vil. En virkelig flot smagning, her et par noter på noget af det mest interessante:




Et enkelt blik ind i lokalet og man ved hvem smagningens eneste italiener er. Guilio Armani er vinmager hos La Stoppa og har her sit eget projekt Denavolo med orange vine fra Emilia Romagna. Alt er økologisk, vinene spontangærer med skalkontakt og der tilsættes ingen svovl, ingen klaring eller filtrering.

Topvinen Dinavolo er et blend på bl. a. på malvasia candia aromatico, marsanne og sauvignon med 4 måneders skalkontakt og to år på botti. 2010 Dinavolo er en smuk vin med letbrændte toner af farin og malt og masser af oxiderede aromaer. Syren er rigtig høj i munden og der er fin tannin i finishen. Ingen tvivl om at det er radikale vine vi har med at gøre, jeg elsker kompromisløsheden her! 2008 Dinavolo har relativt få ox-toner og er bredere og mere udviklet - tungere og dybere i aromaspektret: lak og fernis spiller her sammen med karamel, kløvet træ, læder og staldtoner i en harmonisk helhed, der mere minder om fx. ældet nebbiolo end hvidvin. 2006 Dinavolo har igen masser af oxiderede toner og dyb aroma af lynghonning og kogte stikkelsbær og bittertoner af lever og rust. En meget intens vin, næsten voldsom i sin aromastyrke.


Alle tre årgange har flot syre- og tanninstruktur og dyb, flerlaget frugt med både friske og udviklede elementer. Vi er i toppen af italiensk orangevin her, og det siger som bekendt ikke så lidt!



Armani havde også 2010 & 2011 La Stoppa, Ageno med, ligeledes på malvasia candia aromatico, her blandet med bl. a. trebbiano. 30 dages maceration og 12 måneder på brugte barriques. Meget mørke, næsten brune, og ret ekstreme i deres udtryk også, masser af calvados og lever i næsen og mærkbart højere alkohol. Men flotte vine, lidt mere mad-krævende måske.



I den anden ende af spektret - det friske og hvidgule - finder man Jo Landrons superærlige vine fra Muscadet-Sèvre et Maine. Økologiske, sur-lie lagrede, ufiltrerede og minimalt svovlede. Især den mousserende NV ‘Les Atmosphères’ imponerede med overraskende kompleksitet og harmonisk mund-feel og duft af anis, hvedebrød og hvid fersken. 2012 Melonix VdF er helt usvovlet og var den bedste af de stille hvide med rugbrøds-aromaer inde bag den slanke, saftige hvidblomstrede frugt. Fine bittertoner. Dette er ikke de dyreste vine, men hvor er det dog godt!

Pierre Frick fra Alsace laver klokkeklare biodynamiske enkeltsortsvine fra Alsace, hvor druekarakteren går fuldstændig rent igennem. Smuk, klingende og helt ren pinot noir, ung klassisk riesling fra skolebogen og fed, lavendel-/hyldeblomstret og hamrende aromatisk gewürztraminer. Men det er pinot gris’erne der er sjovest, ikke mindst den skalmacererede 2014 Pinot Gris Macération med 2 ugers skindkontakt, hvilket for gris betyder at den er decideret rød-roséfarvet. Fantastisk anisduft af Kongen af Danmark-bolcher og frugt af roser og ribs. Nul svovl. Også superflot oxidativ 2009 Pinot Gris og 2013 Blanc et Noir på lige dele pinot blanc og noir med især en vidunderlig duft af tang, æg og saltmineraler.




Maison Pierre Bourée (récoltant-négociant) stiller med et flot line-up med en forbilledligt gennemtænkt rækkefølge, hvor logikken findes i vinene og ikke tallene - 1998, 2010, 2007, 2006, 2002, 2006. Her er det klassisk Bourgogne med årgange der går rent igennem, lige fra de elegante, over de helstøbte og til de kradsbørstige. Vinene er ikke økologiske, men der bruges ingen ukrudtsbekæmpelse. Spontangæring og lagring i to år på barriques. 1998 Chambolle-Musigny er utrolig elegant og i balance med læder, sart lakrids og skovjordbær. 2006 Beaune 1er cru Les Epenottes er fint særpræget med masser af mynte og bildæk og kraftige tanniner. 2006 Charmes-Chambertin Grand Cru er endnu vildere med de heftigste pinot-tanniner jeg har mødt. Her snakker vi nebbiolofadprøve-niveau. Helt slank og lys i frugten og på den måde et fascinerende struktur-paradoks.
Rigtig flotte vine allesammen, lyse og klassiske med beherskede fadaromaer mere i dild- og kanel-genren, fremfor de mange mørke kaffe/gummi/nellike-toner man finder hos nyere og mere hårdt ristede fade..



Charles Dufours biodynamiske champagner var højeste klasse, ihvertfald dem på pinot noir. Blanc de Noir Haut de Guignelle Brut Nature er smuk med ruskind, brød, æblekage i næsen og i munden en så fin cremet-mineralsk finish. Og rosé-champagnen Le Champ du Clos ‘Rosé de Saignée’ var ung og med smukke toner af anisbolcher, roser, ribs og hvedebrød og igen med en fin cremet mund og (med lidt luft) topbalance i forholdet mellem syre, mousse og mineraler.

Andre gode ting:

2008 Dublère, Charmes-Chambertin Grand Cru - klassisk Bourgogne-pinot med velintegreret fad og rigtig elegant og velbalanceret struktur. Kaffe, trøffel, nelliker og jordbær. Også flot 2011 Chablis Grand Cru Les Preuses på indkøbte druer. Men ellers generelt lidt rigeligt fadpræget stil for min smag, selvfølgelig især de yngste vine.

Alexandre Bains vine fra Pouilly-Fumé er skønne og herligt sauvignon-aromatisk i den der grønne, tomatstilkede stil som vi allesammen elsker. Især 2012 Pierre Précieuse var flot og havde fin udvikling med gule æbler, petroleum, anis og masser af salt.

2011 Domaine Trapet, Chambertin Grand Cru havde en utrolig præcis og intens syre og en kraftig, fokuseret frugt med mørke kirsebær, kalkmineraler og tobak som fik mig til at tænke på slank højklasse-sangiovese.



søndag den 15. marts 2015

2012 Majnoni, Chianti Superiore


Hvad Majnonis 2011-riserva savner i elegance og friskhed finder man i rigt mål her i 2012-superioren. Stadig en mørk og rustik vin, men med saftig frugt og subtilt fad. Økologiske druer - 2/3 senthøstede - macererer 11 dage og lagrer 18 mdr. på cement og barriques.

Mørk, tæt farve og kraftig duft af kirsebær, hyldebær og balsamico sammen med lakrids, havregrød og læder. Smagen er saftig med masser af frugt og syre - sangiovese-kirsebærene går rent igennem og leder over i en finish af kraftig lakrids og små, men grovkornede tanniner.
Med den mørke, tætte struktur og 14% alkohol er det en fyldig vin, men den saftige frugt og høje syre vejer alligevel det rustikke godt op og vækker drikkeglæden. Flot vin og suveræn til de aktuelle 69 kr hos Carlo Merolli.
89

fredag den 13. marts 2015

VANG!


Det kan ikke råbes højt nok - gå ind på Vang’s facebookside og se hvor i den virkelige verden du kan få fingre i det dejlige blad! Jeg så for nyligt en stak hos Terroiristen og måske har andre også stadig eksemplarer liggende.

De gode Vinsvin-gutter har med bladet Vang præsteret en afgørerende fornyelse i dansk vinjournalistik og går lige derhen i vinoplevelsen hvor mange af os andre fejler: Til den kultur som vinen er en bærer af, og den oplevelse vinen bringer. Og de gør det utraditionelt og underholdende. Uden bullshit, glitter og reklamer - bare ren vinglæde og passion for naturlig og kompromisløs vin.
Hut ab!

tirsdag den 24. februar 2015

2011 Cascina Tavijn, Piemonte Barbera ‘Bandita’ [revisit]


Nadia Verruas nedklassificerede Barbera d’Asti, som stadig leverer for fulde sejl. Selv en barbera-skeptiker som mig er fuldstændig solgt. Det er svært at beskrive hvad det er der gør den her vin så fantastisk, men lad os prøve. Den er uhørt heftig, uden overhovedet at være vulgær. Frugten er af højeste klasse, dyb og mørk med solbær og sorte kirsebær. Garrigue-krydring, lakrids, nybrændt tændstik og biotoner af pap og våd skov.
Men smagen er det bedste, perfekt balance mellem det vilde og det frugtige - intens frugtsyre, helstøbt frugt og rustik ufiltreret mundfornemmelse med en for barbera kraftig tanninstruktur. Lakrids, syre, tannin og frugt afslutter i perfekt forening. I’m in loove. 125,- hos Cibi e Vini.
92

mandag den 16. februar 2015

2005 Ettore Germano, Barolo Serralunga


Vi har fulgt Germanos 05-Barolo over nogle år og her med snart 10 år er den ved at være træt. For et halvt år siden kunne man konstatere at udviklingen var begyndt at gå stærkt - og det bekræftes her. Frugten viger og den muscovado-bedske, overmodne tone tager til.

Brunrød, semitransparent farve. Næsen har flot, kraftig serralunga-kamfer, gammelt læder, cement og frugt af blommer og likørkirsebær. Smagen er intens og heftig. Det er en flot, traditionel barolo med meget fast struktur og elementerne på plads. Her er blot en begyndende forskydning i balancen - frugt og syre viger lidt tilbage for bittertoner og de heftige tanniner.

Herlig nebbiolo - men bedst for et par år siden, da syre og især frugt sang med på arien og der var mere liv i aromaerne. 
Jeg kan virkelig godt lide Germanos stil - åben, ægte Serralunga-barolo med traditionelt snit og heftig struktur. Desværre er priserne steget en del, Viniropa importerer.

lørdag den 14. februar 2015

2011 Sébastien Magnien, Bourgogne Hautes Côtes de Beaune VV


Den unge Sébastien Magnien har 10 hektar i Mersault, som han dyrker økologisk uden at være certificeret. HCB lagrer 12 måneder på brugte fade.
Flot pinot-duft med let fad og fin personlighed: Hessian/sækkelærred, citronskal og saltlakrids dominerer duften.
Slank og let i smagen med delikat frugt med kraftig citronskal og ribs. Saltlakrids og gran/grene kommer til midtvejs. Syren støtter flot op om frugten og der er god tænding i strukturen, men i forhold til hvor syngende syren kan være i Beaune-vine, mærker man her den tidlige og varme 2011-årgang som et let klæde henover løjerne. Ganske let tannin og god frugtintensitet sikrer en flot og elegant finish.
En fin Bourgogne, elegant og med interessante citrusskal-aromaer. Brandis importerer Sébastien Magnien og sælger til gode priser.

torsdag den 12. februar 2015

2013 Bainbridge & Cathcard, Cuvée Highway.8 VdF


Hvis du kommer i nærheden af Den Vandrette på Havnegade, så gå derind og spørg efter et glas af den her. Eller køb den hos Rosforth. En vidunderligt saftig vin - ufatteligt letdrukket og forførende. Ren cabernet franc fra Bainbridge-parets 4 hektar i Anjou, Loire. Macererer semi-carbonique i hele klaser tre uger og aftappes usvovlet med kapsel.
Skøn frugtig bionæse med tonsvis af tyttebær, friske kantareller og lidt mynte. Munden har lille friz og det bidrager til det ultra-friske udtryk. Frugten er rund, men med god, dyb syre og så et overraksende, skiferagtigt tanningreb i afslutningen. Sødmen er mærkbar og bliver måske trættende i længden, men et glas eller to af den her og man smiler taknemmeligt.

søndag den 1. februar 2015

Piemonte, Toscana og Sicilien med Merolli



Tre vine fra nord, midt og syd - sjovt nok med den sydligste som mest slank og kølig. Alle importeret af Carlo Merolli og alle prismæssigt omkring 100+ kr.

2010 Judeka, Cerasuolo di Vittoria
60% nero d’avola og 40% frappato fra siciliens eneste DOCG. Økologisk dyrkning, to ugers maceration og kort lagring på cement.

Kraftig og spændende næse af kommen, Kongen af Danmark-bolcher (anis), rågummi og salmiaklakrids sammen med slank frugt af friske figner og tranebær. Duften er hele tiden i bevægelse og der kigger lidt flygtige syrer frem - så det er en vin i hastig udvikling. Men en smuk af slagsen!
Klassisk og slank i smagen også, ‘norditaliensk’ i stilen - eller måske endda snarere spätburgunder-agtig, med den delikate lille sødme, anis og halvkemisk frugt. Men fignerne især i eftersmagen afslører nero d’avola og det sydlige ophav. Masser kerneagtige bittertoner, dog er afslutningen let og næsten uden tannin.
En lækker vin, masser af fine indtryk at hente op ad glasset og masser af drikkeglæde. Skal ikke lagre eller stå åben for længe. Udsolgt - 145 kr. koster 2012'eren, som klart skal prøves.
89

2011 Gemma, Langhe Nebbiolo ‘Bricco Ruja’
‘Venlig’ er vel egentlig ikke sådan man ønsker sin nebbiolo. Er man fan, forstår man kvaliteten i den hårde struktur - de hvinende syrer og de knastørre tanniner. Og får man lyst til ‘venlig’, vælger man noget andet. Ikke desto mindre betegnes Gemmas Ruja sådan, så lad os se på hvad en venlig nebbiolo er.

Det venlige stammer først og fremmest nok fra den varme årgang. 2011 er tydelig her, og det resulterer i en blød vin som er meget frugtdrevet med kirsebærene helt i front i aromaspektret. Men de sædvanlige nebba-markører er stadig med! Roser, ribssaft, rust og ferskensten ligger som et bånd underneden.
Smagen er saftig og rund og igen frugtdrevet - kirsebære, roser og ribs. Syren er temmelig mådeholden for typen, men det er alligevel uden den lidt slatne fornemmelse man kan have i fx. Gemmas Barbaresco som Dansk Supermarked sælger billigt. Det her er klart en bedre vin, mere helstøbt og i balance. Og med både karakter og integritet.
En venlig vin ja, en saftig allrounder - like it or leave it. 
Fra enkeltmark i Roddino. Lagrer 9 måneder på stål/botti. 105 kr.
87

2011 Majnoni, Chianti Riserva
Majnonis powerhouse af en økologisk top-chianti får her yderligere superkræfter fra den varme årgang 2011. Allerede i en kølig årgang som 2008 er riservaen en kraftig vin - og her får den altså endnu mere gas. 
Majnoni høster først druerne til den vidunderlige basischianti og lader druerne til riservaen hænge længere. 22 dages maceration og 11 måneder på barriques.

Kraftig og dyb næse med kokos og mint, hængt kød og frugt af blommer og kirsebær. Virkelig tæt og intens. Smagen følger trop med stor kraft i den koncentrerede, mørke blomme-frugt. Lakrids og tobak kommer til og finalen er resolut og virkelig kraftig med intense, grovkornede tanniner. Syren er balsamisk og sætter en flot ramme. Flot længde, dog en med en del (fad)bedske toner.
Den har balls, men det er ikke den mest elegante vin. Høj alkohol, høj syre, kraftige tanniner, tæt frugt, kraftigt fad. Blindt ville dette have været en klokkeklar sagrantino-kandidat med sin mørke koncentration og meget-af-alting. 
Jeg er vild med 08-udgaven af denne rustikke vin, her bliver det et nyk for meget for mig. Men anbefales hvis man er til meget kraftige vine! 109 kr. lige nu er en god pris.
88

onsdag den 21. januar 2015

Det mørke Chianti



2011 Le Cinciole, Cinciorosso
Økologisk basisvin fra Le Cinciole i Panzano in Chianti, i Classico-zonen. Sangiovese blandes her med 20% cabernet, 10% merlot og 10% syrah. Vinificeret på cement.
En enkel, men frisk og harmonisk vin med ligefrem frugt af sødmefulde, sorte kirsebær, solbær og ribssaft. Lette toner af tobak, rust og lakridsrod er med også - især efter noget luft. En fornøjelse at drikke, men ikke noget analyseobjekt og jo heller ikke tænkt sådan. Der er en saftig blødhed fra de franske druer, men vinen lever især af den perfekt satte syre.
86

2012 Poggio Scalette, Chianti Classico
På Greve in Chianti-klonen Sangiovese di Lamole som tilhører Sangiovese Grosso-familien. Dyrket i 500 meters højde, vinificeret og modnet på cement.
Mørk vin med ren og kraftig duft af kirsebær, kardemomme, the og sødlakrids. Her er det sangiovese i mørke klæder med blød frugt, godt med bittertoner og komplekse, krydrede underlag. Der er høj kvalitet i frugten og det er befriende med en vin på det her niveau, som ikke har været på træ. Frisk og rund, men med sangioveses umiskendeligt pirrende syre og the-agtige bitterbid sammen med rigtig flot aromadybde og -bredde i frugten.
Selvom jeg generelt er mere til helt klassisk sangiovese, er der en plads i mit hjerte til Fiore’s frugtige og sødkrydrede sangiovesetolkning (både her fra Scalette og fra Casteluccio i Romagna).
88

Atomwine importerer Le Cinciole og Poggio Scalette. Hhv. 119,- og 139,-

tirsdag den 6. januar 2015

Jomfriuli


Hvad er mere beskrivende for min kærlighed til italiensk vin end her i en jubilæums-post at have to druesorter som aldrig har været med før på Più Rosso. Trods 500 indlæg og et bestandig nysgerrigt approach. Sådan er vin-italien - der er altid nyt at opdage, en fantastisk diversitet venter den som søger!

2008 Borgo San Daniele, Arbis Ròs Venezia Giulia IGT
Pignolo fra Cormons i Friuli. 15 dages maceration og lagret et år på fade af forskellig størrelse.
Rødsort med lilla skær. Frugtdrevet og intens næse med tæt solbærfrugt og let krydring af jern, nelliker, allehånde, læder og tobak. Intens i smagen - uhyre velbalanceret med stor, intens solbær-frugt og kirsebærsovs med en bagt sødme og sødlakrids, der pakker den intense syre flot ind. Herligt kraftige tanniner og bittertobak lukker til sidst. 

2011 Zidarich, Teran Venezia Giulia IGT
Terrano fra Carso i det østligste Friuli, hvor Zidarich er et af fyrtårnene for naturlig vin. Biodynamisk, spontangæret uden temperaturkontrol med 4 ugers maceration, lagret i 20 måneder på botti og aftappet ufiltreret.
Flot og forførende næse med hyldebær, blåsyre, kommen og gran. Rank og fast i smagen med sin slanke hyldebær-prægede frugt, syngende syrestruktur og metalliske mineraler. Ung, frisk og let i kroppen men med masser af mørkfrugtig intensitet. Små elegante, læderagtige tanniner afslutter og blåsyren (a la bittermandel) kigger frem i eftersmagen.

To blåfrugtige og tætfarvede vine i hver sin stil, men med lige stor personlighed og typicitet. Zidarich vinder mit hjerte med det samme, det er en fantastisk kombo af friskhed, lethed og intensitet. Men til mørke, indkogte ting er pignoloen et suverænt match.

søndag den 4. januar 2015

2013 Vittorio Bera, Moscato d’Asti


Moscato d’Asti er sød og klæg i de dårlige udgaver, men helt vidunderlig i de gode versioner - med både kompleksitet og friskhed. Og så den herligt lave alkohol, som ofte er lige hvad man har brug for i slutningen af et rigt måltid. En af sommerens wow-vine var Carussins MdA direkte fra tanken, ufiltreret og fantastisk frisk.

Her er det også biodynamisk og spontangæret Moscato d’Asti, men i en mørkere stil med dyb gylden farve og duft af moscovadosukker, bagt pære, lynghonning og rosin. Smagen er tæt og bred, en stor koncentration for typen. Fint balanceret i en seriøs og karamel-agtig stil hvor ristede, mørk-krydrede toner sikrer et komplekst udtryk.
Med sin brede, mørke sødme ikke et helt rigtigt match til vores syrlige tarte au citron meringuée, men ikke desto mindre en flot dessertvin! Virker meget lavt svovlet og holder nok ikke så meget længere.

tirsdag den 25. november 2014

2012 Taburni Domus, Sannio Aglianico


Økologisk aglianico fra 5 ha i Sannio (Benevento, Kampanien). 2 ugers maceration carbonique og 9 måneder på store fade.
Samson. Den navnkundige hjemmerul-tobak, der driver af tjære og dufter af sødkrydret råolie. Hvis en Cronhammar-installation lugtede af noget, ville det være af Samsontobak.
Og det gør også Taburni Domus’s Aglianico. Masser af grønligt grenede maceration carbonique-toner sammen med samson-tobakken, sød blomme og kølige hyldebær.
Smagen er frisk, saftet og helt tanninløs og her slår den sødligt tjærede Samson hårdt igennem sammen med frugten. 
En saftig, enkel og ren vin som bestemt er anbefalelsesværdig. 70 kr hos Rosforth.
86

fredag den 21. november 2014

2007 Domaine Saint Nicolas, Fiefs Vendéens ‘Cuvée Jacques’


80% pinot noir og 20% cabernet franc fra Thierry Michon, som - i det yderste Loire ude ved atlanterhavskysten - dyrker demeter-certificeret biodynamisk og arbejder ikke-interventionistisk i kælderen. Udbytte på 18 hl/ha(!!), 12 dages maceration (uden stilke) og 15 måneder på tonneaux. Michons 2004-negrette blew our minds, så det er med store forventninger vi popper korken.

Fantastisk duft! Træ, tørv, jord, råolie og moskus vælter op. Med luft falder næsen lidt til ro i en mere æterisk, mineralsk retning: Jern, jord, lak, the og tobak sammen med en slank rød kirsebærfrugt.
Minder faktisk en hel del om god, traditionel sangiovese i smagen med sine the-, lak- og tobakstoner og den slanke røde frugt, som har høj, kraftig syre og stadig en moden sødme inderst. Balancen er imponerende - en perfekt symbiose mellem den karakterfaste struktur og fløjlsbløde kirsebærfrugt.
En smuk og helstøbt vin, Thierry Michon ftw! 150,- hos Rosforth.
92

torsdag den 20. november 2014

Østrig på Stranden


Endnu en god eftermiddag tilbragt i selskab med Ved Stranden 10’s onsdagssmagning i sidste uge. Nyligt hjemvendte og stadig med østrigske fadprøver i skægget, serverede de 4 skarpe østrigere. Fin St. Laurent fra Pittnauer og Grüner fra Veyder-Malberg, men det var disse to som efterlod varigt indtryk:

2012 Michael Gindl, Grüner Veltliner Buteo-12 
Biodynamisk grüner fra Weinviertel - 8 dages maceration og et år i 700 liters akaciefade på hjemmegroet træ.
Støvet mørkegul farve, og skøn orangenæse af stegt kød, lever, tobak og lakrids. Sprød og frugtig i munden med slank melonfrugt og krydrede tobakstoner. Men den smager først og fremmest af noget så sjældent som.. grønne vindruer. Frugtsyren sætter resolut ind i finishen.
Her er både orangetoner, grünerkrydring og læskende frugt - en herlig skalmacereret hvid!

2011 Claus Preisinger, Pinot Noir 
Biodynamisk. Spontangæret 3+ uger i åbne kar og lagret 14 måneder på små fade. Fra plateauet Parndorfer Platte hvor der er køligt og ventileret. Stor, ung næse med våde blade, trøffel, dild, mint, frugt af rabarber og kirsebær og røget krydring a la enebær og rosmarin. Fantastisk i smagen med sprød salmiak, slank og intens frugt og en fin bitterhed i finish. Stadig lidt overtændt i frugten måske, men det er en stor og rig pinot, det undrer mig ikke at den regnes blandt østrigs allerbedste.

tirsdag den 11. november 2014

Trinchero!

Sommerens besøg sammen med Italienska Viner hos Trinchero er lidt på afstand og vi har gensmagt mange af vinene herhjemme, for nogles vedkommende endda flere gange. Så nu er det tid til rapporten fra et smukt besøg hos en fantastisk producent:

Først må man forbi ‘Dræberhunden King’. Men så får man et fantastisk syn fra Trincheros gårdsplads ned over denne smukke del af Monferrato med de bløde barbera-klædte bakker. Trinchero ligger i Agliano Terme og kandiderer til Piemontes bedste biodynamiske producent. Går nogen rundt med natur-fordomme får de dog ikke megen føde på gården her. En strømlinet og ultraseriøs målbevidsthed lyser ud af bygninger og Trinchero’erne - ingen hippieromantik her.


Ezio Trinchero var blandt de allerførste i Piemonte til at lægge om til biodynamik. Dengang var det ugleset, men resultaterne har talt for sig selv og tidsånden har i den grad bevæget sig i Trincheros retning, ikke mindst de seneste år. De økologiske og traditionelle principper giver yderst terroir-drevne vine som oser af ophav og sorter. Vinene spontangærer på fade eller cementtanke og lagrer på op til næsten hundrede år gamle botti af slovensk eg og kastagne, som omhyggelige holdes ved lige, så de ikke går til. Aftappes uden svovl eller filtrering.



Trincheros vine er fantastiske, og jeg kan på det varmeste anbefale at gå forbi Stefan Jensens ‘Terroiristen', som importerer mange af dem til Danmark. Her er dem vi har smagt:

2011 Trinchero, Trabic
Fra en lille parcel med merlot. Lang maceration og lagring 18 måneder på store fade. Sortrød farve og en dyb, blød og krydret duft - intens og interessant og med en levende dybde. Balsamico, basilikum, timian, kål, sødlakrids og friskt læder sammen med en mørk og blød frugt af brombær og solbær. Klokkeklart Trinchero, men merlot fornægter sig alligevel ikke, der er et snert af bdx-højrebred i den saftige syre der løber som et slankt bånd over den generøse, bløde frugt. Lak, aubergine og svampe i finish og eftersmag. Rigtig godt greb i strukturen med flotte tanniner i afslutningen og en fast syre hele vejen igennem.

2011 Trinchero, Bianco
‘Bianco’ er så meget sagt, og er vel nærmest ment som en joke. En decideret orange vin på 60% arneis og 40% malvasia som får 8 dages skalkontakt og lagrer et år på botti. Helt fantastisk duft med nybagt rugbrød, hasselnødder, abrikos, muskat og lakrids. Duften udvikler sig hurtigt i glasset og ender i en nærmest sauternes-agtig duft med masser af aroamatisk sødme. Tør og rig i smagen med lakrids og abrikosfrugt. Flot struktur og greb og fine æteriske toner af lak i finishen.

2012 Trinchero, Rosso Palme
Brachetto bruges næsten udelukkende til sød frizzante, men Trinchero vinificerer den som tør, stille rødvin. Duften er aromatisk med en roseagtig parfume, ramk lakrids og frugt af pære, hyben og jordbær. En meget karakteristisk næse som sender tankerne direkte tilbage til Sottimanos tørre brachetto. En klart underkendt drue til tør vin - frisk og parfumeret og udpræget Piemonte. En slags blanding af ruché og dolcetto, hvis det vækker et billede.
Både hård og slikket i smagen med den parfumerede bærfrugt og så en utroligt frisk og tændt struktur med høj syre og faste, grenede tanniner. Lakrids og løvstikke i finishen. En skøn, fræk og frisk vin.

2008 Trinchero, Barbera d’Asti Superiore ‘Terre del Noce'
En måneds maceration på cement og et år på store fade. Ingen tilsat svovl. Flot aroma med mørk frugt og bambus og bålrøg. En saftig, blød og ganske ligetil barbera med blød frugt af brombær og kirsebær. Syre og mineraler støtter op og det er en barbera i imponerende balance med rank struktur og flot frugt. Den rustikke stil hos Trinchero klæder de 'bløde' sorter som barbera og merlot rigtig godt.



2007 Trinchero, Barbera d’Asti Superiore ‘Vigna del Noce’
Trincheros top-barbera fra marken Vigna del Noce som blev plantet i 1929 (se billedet). 45 dages maceration og 2,5 år på botti.
Et sandt powerhouse af en barbera, som her i den varme 2007 er stor, kraftfuld og koncentreret. Bolchepræget duft - Kongen af Danmark, Maltbolcher, Spejderhagl - sammen med svampe, våd underskov, chokolade og lak-toner fra den lange maceration. Koncentreret og fyldig i smagen med blød og sød, tæt bolchefrugt, som bæres oppe af intens, barberatypisk syre, lakrids, jord og jern. Meget lang og vældig, kræver nok lagring for at runde af. Vigna del Noce regnes blandt de bedste barberaer overhovedet og kan lagre meget længe.


2009 Trinchero, Grignolino d’Asti
Kun smagt her i Danmark, hvor den kan købes hos Terroiristen. Hvilken vin! Lys, orangerød farve. Stor, kompleks og helt fantastisk duft - man bliver totalt grebet af fryd hver gang man dufter i glasset! Min medsmagerske siger at det er som at stikke næsen ned i hendes barndoms mose: Jord, råd, brakvand, moskus. Tilføj rust, ferskensten, gammelt læder og lak. Det er stort, modent og kompleks - og blindt havner man uden tvivl i Barolo. Smagen er tør og lakket med et væld af tørrede bær og blomster sammen med hård rust-kerne og magtfulde tanniner. Lang og kompleks. En smuk vin, en af årets vinoplevelser!

***

Tak til Trinchero'erne for gæstfriheden og IV for følgeskabet!

søndag den 9. november 2014

2010 David Duband, Bourgogne Pinot Noir


En rigtig fin og ren basis-pinot fra David Duband. Duband drejede i midten af 00’erne stilen fra estraheret, med 100% afstilkning og masser af ny eg til en mere elegant, friskt krydret stil med op til 70% hele klaser og længere brug af fadene. ‘Vin er til for at drikkes, ikke smages’ som han sympatisk proklamerer i det her lille videointerview.

Farven er helt lys, transparent tomatrød. Rigtig fin parfume af ribs, appelsin, kalk og røg, lakridspulver og et lille delikat muskustouch af friske svampe. Mineralerne og den lyse krydring giver næsten associationer til kalkstensriesling.
Utrolig elegant i smagen også, fløjlsblød og syredrevet, igen med ribs og appelsin. Der er en fin balance hele vejen, vinen flyder let og ubesværet hen over tungen og efterlader en lille fryd. 99,- hos Atomwine, 2010 er udsolgt.
89

fredag den 7. november 2014

NV Calabretta, Gaio Gaio Rosso & Elisir Rosso


Vinene i Calabrettas smagekasse fra Carlo Merolli er intet mindre end fantastiske. Hver for sig, men allerbedst er det måske at opdage hvor forskellige de er. De fire ‘bordvine’ er alle umiskendeligt prægede af den naturlige vinifikationsmetode, men de er studier i fire forskellige stilarter. Nerello Cappuccio’en er mørk, tæt, blød og ung-saftig, Cala Cala er lys, transparent, moden og old school.

Og så er der disse to: (2011) Gaio Gaio er på syv år gamle mascalese-stokke og afslører som den eneste det sydlige ophav. Ikke i kroppen som er let og elegant, men med aromaer af tørrede frugter (figner, dadler) og nordafrikanske krydderier. (2012) Elisir på helt nyanlagte mascalese-stokke minder i forbløffende grad om ung natur-franc fra loire med sin slanke og ekstremt syrerige krop, kølige mørke blålilla bærsorbet-frugt og matte rødviolette farve.

Gør dig selv en tjeneste og få fingre i den her kasse, eller gør os andre en tjeneste ved at lade være.